Sidste sejltur…

…for i år

At sejle om efteråret kan ofte være meget bedre end om sommeren! Og sådan en weekend som vi har haft nu, skal der meget til at slå. Høj, blå himmel og et Øresund som er så klart at man kan se fem meter nede, at nogen har tabt et stykke tovværk. Fiskene ses tydeligt, men desværre ser de også vores fiskekrog og undgår den behændigt.

Når vi vågner om morgenen er der rimfrost på dækket og folk inde på kajen er vinterklædte. Men vores Wallas sørger for at der er lunt og godt inde i båden. Vi kan sidde over morgenmaden i to timer, og når også vi er blevet iført huer og lange underbukser kan vi blande os i det herlige liv på havnen i Dragør. Fiskerne renser deres garn og drikker en øl. De fine damer lufter deres små hunde og duften af fisk blandes med lugten af diesel. En kapsejladsbåd glider stille ud for sejl og fem optimistjoller krydser rundt.

Længere oppe i byen er der også liv på gaden. Folk sidder allerede om formiddagen udendørs med deres kaffe ved serveringerne. En enkelt mand med rødmosset ansigt nyder efterårssolen med en Tuborg Classic. Når vi passerer bageren er det svært ikke at stoppe op og nyde duften af nybagt brød.

På Dragør Fort kan vi lege at sørøverne er efter os, og vi sørger for ikke at blande os med de finklædte mennesker som skal til fest.