Inget vi ångrar – trots allt

“Jeg fortryder, at jeg sagde ja til at følge med.” Troels læner sig med et trist blik ud over søgelænderet og kaster de sidste små maverester op. Jeg holder ham på panden, og stryger en tot hår væk fra hans ansigt. Jeg føler mig som den værste far i verden ved at udsætte ham for dette. Troels søsyge betyder at han hverken har rørt slikket eller kagen som Margareta sendte med os.

“Men jeg ved jo, at det bliver godt når vi kommer frem,” fortsætter han med spag stemme. Så peger han ned i vandet hvor det sidste af hans aftensmad blev spist af en bølge. Luftboblerne, som kommer når Anna Lisa kløver vandet, får det til at se ud som skinnende is. “Se hvor fint vandet er.” Så lægger han sig tilbage på kistebænken for at lytte mere på den lydbog vi har i højttalerne i cockpittet. Jeg checker søkortet for at se om vi ved at ændre kursen kan få lidt læ fra land og lidt mindre bølger. Men nej, det vil være en alt for stor omvej. Vi må fortsætte direkte mod Travemünde.

Det er koldt og vi har masser tøj på. Men solen skinner og det gør altid situationen lidt bedre. Jeg har ondt af Troels. Jeg ved udmærket hvordan han har det. Hele familien bliver søsyge, men heldigvis sjældent på samme tid. Som barn blev jeg også altid søsyg når jeg om sommeren sejlede rundt med min mor og far i vores LM 23. Det er frygteligt. Faktisk er der kun én eneste ting som er værre, end at være så søsyg, at man tror at man skal dø: Når man indser at man ikke dør.

Men søsyge går over. Søbenene skal nok komme. Vi sejler alle stadigvæk, til trods for den ubudne, og meget blinde passager, søsygen. Det er efter nedgangen at man virkelig værdsætter opgangen. Og fuldstændig som alle de andre udfordringer vi havde ved at tage ud på denne sejlads, skal vi nok klare dette også. Det bliver godt til sidst, som Troels siger.

Søben

Nu ligger Anna Lisa i Travemünde. Egentlig har jeg fire dage tilbage på arbejdet inden rejsen starter for alvor. Men fordi vi har valgt at komme ned til Middelhavet gennem floder og kanaler, er vi på turen over Østersøen meget afhængige af vejret. For at spare penge til kran og mastetransport har vi allerede hjemmefra lagt masten på dækket. En sejlbåd uden mast bevæger sig meget ubehageligt ved søgang. Så Troels og jeg sejler Anna Lisa fra Gedser til Travemünde. DMI havde lovet nærmest vindstille og medvind. Sådan blev det ikke.

Søsygen lægger sig, og lige så ynkelig Troels var ude på Mecklenburger Bucht, lige så glad er han når vi nærmer os den tyske flod Trave og dens udløb ved Travemünde.

En ulykke kommer sjældent alene

Havnefogeden anviser os en plads allerlængst inde. Kun med nød og næppe undgår jeg at stikkke masten, som rækker tre en halv meter ud over agterenden, ind i kalechen i en fortøjet Najad. Med masten stikkende så langt ud, er der slet ikke plads til at vende. Havnefogeden genner os videre, det er den eneste plads. Troels ser også vores problemer. Han har allerede bundet fendere på og står nu klar med fortøjningerne i stævnen. Jeg kæmper for at undgå at røre bådene bag os med masten, og for ikke støde ind i pælene med bovsprydet i stævnen.

Troels elsker Anna Lisa lige så meget som resten af familien, så da han ser at jeg ikke lykkes i stævnen hjælper han straks til. Jeg ser ikke hvad der sker, da jeg også skal holde øje med agteren og den båd jeg er igang med at spidde med masten. Men jeg hører hans skrig og ser hans forvredne ansigt. Vi kom alligevel for tæt på pælen og Troels forsøger at holde fra. Men en 8-årig dreng kan ikke stoppe en fem tons båd og hans fod kommer i klemme.

Vi køler straks foden med en youghurt. Så undersøger jeg den så godt jeg kan. Ingenting virker til at være brækket. Kan han gå på den? Jeg lokker ham ved, at vi skal hente koden til wifi på havnekontoret. Han klarer det, og bliver desuden overrasket og glad over at få fri tid på Netflix (som nu er på tysk).

UNO

Jeg henter pizzaer og cola. Efter maden sidder vi i kahytten og spiller UNO. “Man har vel visse principper,” siger Troels. “På Anna Lisa spiller vi altid UNO.” Til trods for modgangen og uheldet er vi alligevel glade. For grunden til at gøre det her er jo også for at få tid sammen. Jeg ser virkelig frem imod 15 måneder hvor familien ikke forsvinder ud til hver sit verdenshjørne hver eneste dag. Hvor jeg får lov til at tilbringe meget mere tid med mine børn end jeg har fået de sidste par år.

Heldigvis har Troels også den samme indstilling. Stadigvæk.